De to kammerater var i Sorø i skoleårene under påvirkning af det særegne
lokal-miljø, der synes at have været frugtbart for naturfagsstudier
(tidligere var en fremtrædende kvartærgeolog - der førte istidsteorien til
officiel anerkendelse herhjemme - prof. F. J. Johnstrup, lektor ved Akademiet
(1851-1866)). De to havde som inspirerende lærer i naturfag lektor
Kristen Simonsen, der var overmåde geologisk interesseret (ivrigt medlem
af vor forening 1902-1933), og da S. A. Andersen tilmed havde sit barndomshjem
i Lynge Eskildstrup, tæt syd for Sorø, hvor hans fader Anders
L. A. var gårdejer, og hvor han kom til verden d. 13. maj 1901, kan
det ikke undre, at hans tidlig vakte interesse for kvartær- og glacialgeologi
i første omgang blev knyttet netop til denne hans hjemegn. Lynge Eskildstrup
ligger nede i den subglaciale tunneldal, der rummer Tystrup-Bavelse
søerne.
Andersens allerførste geologiske afhandling er fra april 1923: »Senglaciale
Relikter i postglacial Tørv ved Lynge Eskildstrup« (DGF, bd. 6), og
allerede året efter publicerede han smstds. de resultater, han fra 1921 havde
fået ud af terrænmæssige og blokmæssige studier i egnen: »Kvartærgeologiske
Iagttagelser i Egnen Syd for Sorø. Med særlig Henblik paa Storebæltsgletscheren
«. Han beskrev heri den allerede af V. Milthers antydede (1916)
interlobat ved Sorø mellem østflanken af Storebæltsgletscheren og den midtsjællandske
is og udredede i detaljer afløbsforholdene for isens smeltevand
til og gennem interlobatområdet mod nord op til Aamoselavningen i NV.
Sjælland.
Disse små ungdomsarbejder fra studentertiden, som han udarbejdede i
20-23 års alderen, var på en måde en retningspil for hans interessefelt; hele
sit liv beskæftigede han sig med særlig glæde med fødeøens kvartær- og
glacialgeologi.
Universitetsstudiet i København afsluttede Andersen med magisterkonferens
i geologi med specialet istidsgeologi. Samtidig med studiet havde han
deltaget i DGU's sommerarbejder i Sønderjylland (1922 og 24) som assistent
for statsgeologerne V. Nordmann og Axel Jessen, ligesom han studerede
gletschere og deres moræner og smeltevandsaflejringer på en rejse
til Island i 1923. Blandt universitetslærerne var det docent Poul Harder,
der havde størst betydning for hans studium. Efter magisterkonferensen
(juni 1926) studerede Andersen et år ved Stockholms Hogskola, hvor han
satte sig ind i professor Gerard De Geer's studier over varv i senglacialtidens
vandaflejrede, glaciale sedimenter (nu kalder man dem glaciolacustrine
- glaciomarine), ligesom jeg havde gjort året før. Københavns Universitet
udsatte samtidig en prisopgave om årsvarvene i det danske smeltevandsler
fra istiden, som Andersen besvarede efter udstrakte undersøgelser,
især på Sjælland (og Fyn). For besvarelsen fik han universitetets guldmedalje
i 1929.
De to kammerater var i Sorø i skoleårene under påvirkning af det særegne
lokal-miljø, der synes at have været frugtbart for naturfagsstudier
(tidligere var en fremtrædende kvartærgeolog - der førte istidsteorien til
officiel anerkendelse herhjemme - prof. F. J. Johnstrup, lektor ved Akademiet
(1851-1866)). De to havde som inspirerende lærer i naturfag lektor
Kristen Simonsen, der var overmåde geologisk interesseret (ivrigt medlem
af vor forening 1902-1933), og da S. A. Andersen tilmed havde sit barndomshjem
i Lynge Eskildstrup, tæt syd for Sorø, hvor hans fader Anders
L. A. var gårdejer, og hvor han kom til verden d. 13. maj 1901, kan
det ikke undre, at hans tidlig vakte interesse for kvartær- og glacialgeologi
i første omgang blev knyttet netop til denne hans hjemegn. Lynge Eskildstrup
ligger nede i den subglaciale tunneldal, der rummer Tystrup-Bavelse
søerne.
Andersens allerførste geologiske afhandling er fra april 1923: »Senglaciale
Relikter i postglacial Tørv ved Lynge Eskildstrup« (DGF, bd. 6), og
allerede året efter publicerede han smstds. de resultater, han fra 1921 havde
fået ud af terrænmæssige og blokmæssige studier i egnen: »Kvartærgeologiske
Iagttagelser i Egnen Syd for Sorø. Med særlig Henblik paa Storebæltsgletscheren
«. Han beskrev heri den allerede af V. Milthers antydede (1916)
interlobat ved Sorø mellem østflanken af Storebæltsgletscheren og den midtsjællandske
is og udredede i detaljer afløbsforholdene for isens smeltevand
til og gennem interlobatområdet mod nord op til Aamoselavningen i NV.
Sjælland.
Disse små ungdomsarbejder fra studentertiden, som han udarbejdede i
20-23 års alderen, var på en måde en retningspil for hans interessefelt; hele
sit liv beskæftigede han sig med særlig glæde med fødeøens kvartær- og
glacialgeologi.
Universitetsstudiet i København afsluttede Andersen med magisterkonferens
i geologi med specialet istidsgeologi. Samtidig med studiet havde han
deltaget i DGU's sommerarbejder i Sønderjylland (1922 og 24) som assistent
for statsgeologerne V. Nordmann og Axel Jessen, ligesom han studerede
gletschere og deres moræner og smeltevandsaflejringer på en rejse
til Island i 1923. Blandt universitetslærerne var det docent Poul Harder,
der havde størst betydning for hans studium. Efter magisterkonferensen
(juni 1926) studerede Andersen et år ved Stockholms Hogskola, hvor han
satte sig ind i professor Gerard De Geer's studier over varv i senglacialtidens
vandaflejrede, glaciale sedimenter (nu kalder man dem glaciolacustrine
- glaciomarine), ligesom jeg havde gjort året før. Københavns Universitet
udsatte samtidig en prisopgave om årsvarvene i det danske smeltevandsler
fra istiden, som Andersen besvarede efter udstrakte undersøgelser,
især på Sjælland (og Fyn). For besvarelsen fik han universitetets guldmedalje
i 1929.
翻訳されて、しばらくお待ちください..
