Lars og Mads Mikkelsen er født med halvandet års mellemrum. De har gået på de samme skoler, og som børn var de hinandens bedste venner. Som voksne valgte de den samme uddannelse og blev skuespillere med et års mellemrum. Alligevel er de vidt forskellige - både personligt og som skuespillere.
Lars Mikkelsen, 36 år, er høj og spinkel. Ansigtet er smalt og markeret med skarpe kindben og intense, gråblå øjne. Og selv om han sidder så roligt og venligt i sit helt almindelige hverdagstøj, kan man godt forstå, at det netop var ham, der blev valgt til at spille hovedrollen i "Dracula" på Aalborg Teater i 1995.
Lars Mikkelsen har især koncentreret sig om teateret, siden han forlod Statens Teaterskole i 1995. Han har været med i en lang række forestillinger på bl.a. Aalborg Teater og små, eksperimenterende teatre som Bådteatret og Kaleidoskop i København, indtil han blev han fastansat for et par år siden på Det Kgl. Teater.
Mads Mikkelsen er knapt ti centimeter mindre end sin storebror og kraftigere bygget. Det halvlange, tilbagestrøgne hår og skægstubbene gør ham drenget og lidt fræk at se på. Suppleret med et par flirtende, brune øjne, en bred og følsom mund og høje kindben ligner han den perfekte ugebladsopskrift på en rigtig "hjerteknuser" og heltefigur.
Da teaterchef Lars Kaalund satte "Romeo og Julie" op på Østre Gasværk, var det Mads, der fik rollen som Romeo. Han er tilknyttet kredsen omkring Dr. Dante og Østre Gasværk. Men siden afgangen fra skuespillerskolen på Århus Teater i 1996 har han især koncentreret sig om at lave film og er i dag én af Nicolas Winding Refns "faste" skuespillere.
MM: »Der er nogle former for teater, jeg bare ikke gider. Jeg synes f. eks. det er uinteressant at spille Holberg, Ipsen og Shakespeare i traditionel forstand. Det er ikke fordi, jeg har noget imod klassikere, det er bare så sjældent, de bliver opført på en måde, der vedkommer mig. Det drukner som regel i teknik og "lad os nu endelig være helt stille, når vi spiller Shakespeare, for det er sådan nogle fine ord!" Men Shakespeare er jo hamrende beskidt! Hvorfor skal det absolut være så fint og højstemt? Jeg vil spille teater med en form for liv i, som jeg kan identificere mig med.«
LM: »Jeg orker heller ikke de dér stive formstudier, der bliver lavet så mange af. Jeg har selv været igennem en stribe af dem. De er et tegn på, at inderligheden ikke har gode kår i dansk teater for øjeblikket. Det afgørende er jo at berøre publikum, frem for at de bare betragter noget oppe på scenen.«
Ordene er det vigtige
Men det er vel næppe tilfældigt, at du spiller på Det Kgl. Teater, mens Mads hører til i kredsen omkring Dr. Dante og Østre Gasværk?
»I starten må man jo bare tage, hvad man kan få. Men nej, selvfølgelig er det ikke helt tilfældigt.«
MM: »Det handler meget om sprog. Jeg valgte jo allerede tidligt at høre til dem, der ikke kan tale t-y-d-e-l{mdash}i-g-t, men som snakker som almindelige mennesker nu gør,« siger han med det bredeste, selvironiske grin.
LM: »Jeg er meget inspireret af nogle af de gamle skuespillere inde på teatret. Hvorfor virker det bare, når de går på scenen? Selvfølgelig har de en masse erfaring, men det handler også om, at de har mod til at lade deres rolle være båret af ordene. Det er en form for minimalisme, som - når den mestres - er ultimativ. Men vejen derhen er belagt med mange krukkerier.«
MM: »Jeg er lige så interesseret i ordet som Lars. Men for mig er det utroligt vigtigt at ramme figuren så ægte og tæt på virkeligheden som overhovedet muligt. Det er det, jeg forfølger mest ihærdigt. Det er vist dét, man kalder method acting, hvor man stræber efter at "blive" figuren - uden at jeg skal forsøge at gøre mig klog på, hvad method acting er.«
Hinandens kritikere
Hvor ligger jeres største ligheder?
MM: »Vi er begge to lige meget til fals for poesien i teatret. I sidste ende er det jo den, der rører os.«
LM: »Og så er vi arbejdende skuespillere. Konstant søgende efter at blive bedre. Ingen af os vil lade sig nøje."
Kan I bruge hinanden i den proces? Er I hinandens hårde kritikere?
LM: »Ikke hårde. Men vi bruger hinanden, ja. Jeg brugte f. eks. Mads, da jeg lavede "Edderkoppen". Jeg var ikke kommet med på den dér bølge med at dyrke autenciteten i skuespillet, og det irriterede mig. Men ved hjælp af Mads har jeg pejlet mig ind på, hvad det egentlig er, og hvorfor det er så interessant.«
MM: »Og da jeg lavede "Romeo og Julie" på Gasværket, brugte jeg Lars omkring det sproglige arbejde. Han har en teknik, jeg godt kunne lære noget af klangmæssigt og tydelighedsmæssigt.«
LM: »Men der hvor vi bruger hinanden aller mest, det er i virkeligheden til at mane tvivlen i jorden. Som skuespiller er man altid plaget af tvivl: Er det nu godt nok? Gør jeg det rigtige?«
De to brødre er de første skuespillere i familien. De har ingen andre søskende og er vokset op i en politisk familie med kommunistisk baggrund. Morfaderen fik dem allerede tidligt til at læse russisk litteratur og Hans Scherfig.
Moderen var sygehjælper, faderen var bankmand, men blev ansat i fagbevægelsen som ganske ung.
LM: »Det var ikke noget kulturelt hjem. Men der var masser af fantasi og gode historier. Vi har f. eks. hørt radiospil fra vi var ganske små. Min far optog de bedste af de gode, gamle hørespil fra 50'erne, "Mordets melodi" og "Gregory-mysteriet" og den slags, som lagde gaderne øde. Vi hørte dem altid, når vi var i sommerhuset, så sad hele familien samlet omkring kassettebåndoptageren og lyttede. «
MM: »Jeg kan recitere hele "Mordets melodi". Jeg hørte den to gange om dagen i et helt år. Til sidst kunne jeg alle stemmerne, alle lydene udenad.«
LM: »Senere fik vi det på samme måde med Monthy Python. Vi havde alle deres plader og kunne dem udenad. Vi var ulidelige at være sammen med.«
En isklump i hovedet
Hvad er jeres første erindring om den anden?
MM: »Der var engang, hvor Lars fik en isklump i hovedet. Det var dengang vi boede på Østerbro.«
LM: »Hold kæft, det er præcis den samme episode, jeg tænker på! Jeg var så glad og skulle bare ned og lege, og næppe var jeg trådt ud i gården, før jeg fik en isklump lige i snotten og fik en ordenligt blodtud.«
MM: »Lars kom op og var meget ked af det. Så måtte jeg lige ned og smadre dem alle sammen, fordi de havde været lede ved ham. Og så fik jeg selvfølgelig også en isklump i hovedet.«
Men det var dig, lillebroderen, der var den beskyttende?
LM: »Mads var altid den udfarende. Jeg var mere skrøbelig, sådan var det bare. Kan du huske i skolen, i én af de første klasser - engang var der én fyr, der sparkede...«
MM: »...Træsko-Jens, ja!«
LM: »...sparkede mig lige i nosserne med sine træsko. Så fik han bank af dig.«
MM: »Han sparkede også mig. Men jeg nægtede at vise, at det gjorde ondt.«
LM: »Jeg var typen, der knækkede sammen med det samme og sagde AV!«
MM: »I mange situationer var rollerne byttet om dengang. Selv om jeg som lillebror var fysisk mindre end dig.«
LM: »Jeg var for tynd og ranglet, derfor turde jeg ikke slås. Men det kom jo hen ad vejen. En dag slog jeg fra mig, og siden var der ingen, der rørte mig. Men jeg har aldrig haft lyst til at slå. Det er noget med et temperament, som jeg havde svært ved at styre.«
MM: »Du var nok mere usikker end jeg, og det var meget tydeligt dengang. Det betød f. eks. utroligt meget for Lars, om han var med i gruppen. Jeg var bedøvende ligeglad, og hvis der var en gruppe, jeg gerne ville med i, skulle jeg nok sørge for at komme det.«
Det mørkeblå værelse
Hvad med kærester?
LM: »Det var ikke noget problem, for vi havde ikke samme smag.«
MM: »Og jeg kom meget sent i gang, fordi jeg var så optaget af sport. Da jeg fik øjnene op for pigerne, var det nærmest fra den ene dag til den anden. Lars havde en laaaaang teenage-periode med mange kærester. Og et værelse, der blev malet mørkeblåt, det var mest noget med depressiv musik og digte og sove 26 timer i døgnet.«
LM: »Jeg var konstant ulykkeligt forelsket. I mange år fandt jeg grobund i de mest depressive følelser. Det er først inden for de seneste år, det for alvor er lettet..«
Hvad tænkte du om Lars, når han sad inde i sit mørkeblå værelse og var depressiv og skrev digte og hørte klassisk musik?
MM: »Der var en klar brist i vores forhold i den periode. Vi havde intet til fælles - ud over at spille lidt håndbold sammen i ny og næ. I øvrigt spillede Lars elendigt dengang, mens jeg brugte hele mit liv på at dyrke sport. Men jeg havde meget svært ved at forstå, hvad det handlede om. Faktisk var jeg provokeret, fordi jeg syntes, han bare dyrkede sådan en påtaget "Weltschmertz".«
LM: »Jamen, det gjorde jeg jo også!«
En total klovnerøv
MM: »Jeg var en total klovnerøv. Jeg var overbevist om, at pigerne ville finde det enormt interessant og blive vilde med mig, hvis jeg f. eks. turde æde en masse ulækre ting. Det var altid noget med gang i den og fis og ballade. Jeg havde helt vildt meget energi og var - og er måske stadig - sådan én, man havde lyst til at give en ordentlig én på lampen. I gymnasiet var det noget med at ryge og drikke øl. Og jeg opdagede, at jeg var i stand til at bringe mig selv i fokus hele tiden og blive set af pigerne. Det har nok været kendetegnende for mit liv lige siden.«
LM: »Jeg søgte indhold og substans. Var optaget af kampen for hvalerne og dén slags. Reelt var det jo noget med at holde livet på to skridts afstand og digte om det i stedet for. Fordi jeg fandt det for svært at være til stede i nuet.
Hvad syntes du om Mads dengang?
LM: »At han var dybt overfladisk og ikke forstod, hvad livet handlede om. Ha!«
Hvornår fandt I så hinanden igen?
MM: »Efter gymnasietiden, tror jeg.«
LM: »Jeg blev først student året efter Mads. Faktisk gik jeg fem år i gymnasiet, fordi jeg røg så meget hash. Jeg blev smidt ud to gange.«
MM: »Til gengæld fik du en fremragende eksamen. Jeg bestod kun lige med nød og næppe.«
Det må have påvirket jer, at lillebror blev student før storebror?
LM: »Ja, det var ikke særlig sjovt. Men uden at komme for meget ind på det, så var t