Det er ikke så sært at overtroen trives i bedste velgående, og at frygten for mørket føles noget mere trykkende end i dag. Når man er så afhængig af den gode lykke, og samtidig tror at overnaturlige begivenheder har så stor indflydelse på den, vil man gøre mange sære krumspring for at holde på den. Også det uanset om man forsøger at stå på god fod med Gud, som præsten siger man skal, eller om det er naturånderne og nisserne, man gerne vil holde fornøjede. Troen på trolddom og Djævlen er helt almindelig. Man gør ting som at slå kors i den nyæltede dej, så den skal hæve, og man sætter mad ud til de små nissepjok, og hvis mælken var sur, oh no! Magi. Det var også en bedre forklaring end at den havde stået for varmt.
Det hænder også at der ryger en heks på bålet, omend det er sjældent.
I år 1600 var Adventstiden særligt forbundet med megen overtro. Det nye kirkeår startede julenat, og tiden op til var en overgangstid, en farefyldt tid, med løbske ånder og onde væsener. Den farligste nat af dem alle – næstefter julenætterne – var Lucianatten, d. 13 december. Den nordiske Luciafejring har ikke så meget med den katolske helgen Lucia at gøre. Derimod er det en lysfest (Lucia betyder praktisk nok lys. Ikke sært at hendes helgenfejring blev placeret lige midt i juletiden). Festen lå på selve solhvervet. De brugte den julianske kalender dengang, og den var lidt unøjagtig, så i middelalderen var der akkumuleret så stor en skævhed, at solhvervet ikke længere lå i julen, men istedet på Luciadag. Paven rettede op på det ved at indføre den gregorianske kalender (den vi stadig bruger) i 1587, men i Norden havde vi lige losset paven ud og indført protestantisme, så vi fik først den nye kalender i år 1700. Sverige var endda ekstra tilbageholdende og måtte vente helt til 1753. Så på dette tidspunkt ligger Lucianatten stadig på solhverv.
Det var en mystisk og farlig nat, årets længste, starten på den hårde del af vinteren. Det var her lyset vendte, det kom tilbage og det måtte man for guds skyld ikke forstyrre – tænk hvilken ulykke det kunne bringe over det næste år. Nogle steder undlod man at bage ved solhverv, for så ville brødet vende sig i ovnen. På Lucianat skulle man holde sig indendøre, for var man ude, kunne man risikere at møde Asgårdsreien. Asgårdsreien var et optog af ånder og gespænster, der buldrede gennem natten og rev stakkels uskyldige med sig, hvis de var ude. Det var ikke så få unge kvinder, der var forsvundet på den måde, og det var ganske vist. Man ofrede af juleøllet til naturånderne, for at holde dem ude af huset. Heldigvis var det mest i Norge at den slags forekom. Deroppe var det også noget mørkere om julen – en hel del mørkere end i Danmark. Så man har nok været ekstra nervøs.