Mancuso smilede ad kollegaens naivitet.– Som jeg sagde før, er det en vældig lang historie. Nogen burde skrive den en dag, selv om ingen ville tro et ord af den. Han tænkte sig om,– Det burde nogen faktisk, ja.________________________________________Isaac hvilede albuerne i vindueskarmen og betragtede kvinden og pigen stige ind i en grå sedan med en AVIS-mærkat på kofangeren. Motoren blev startet, og gruset knasede under dækkene. Så tændte han en Camel og spyttede noget gult og blodigt ned på en intetanende vinbjergsnegl i efeuen under vinduet. ’Stenlunger’, kaldte hans praktiserende læge det.Sedanen kørte langsomt mod udgangen, og Isaac studerede i stedet en sort Ford Galaxy, der lavede en trepunktsvending og langsomt fulgte efter, og derefter den grønne Vega, der forlod kantstenen længere oppe på bakken. Bilerne så på en måde officielle ud med deres parvise antenner, mørktonede vinduer og diskrete blå signallys monteret over baglygterne og under forlygterne. Man skulle se godt efter, men de var der.Og bilerne havde også været på plads, da Madeline van der Molen og hendes tavse datter havde besøgt ham første gang for at bestille stenen.Stenhuggeren noterede sig også Curly, der utrætteligt strejfede omkring mellem gravstene og mausoleer med sit fine kamera.