Mest frygteligt koldt var det; det sneede og var næsten helt mørkt, og aften--den sidste aften af året. I denne kolde og mørke gik der langs gaden en stakkels lille pige, bareheaded, og med nøgne fødder. Da hun forlod hjemmet hun havde hjemmesko, det er sandt; Men hvad var godt af det? De var meget store Tøfler, som hendes mor havde hidtil båret; så store var de; og den lille stakkel mistede dem som hun scuffled væk på tværs af gaden, på grund af to vogne, der rullede af frygtelig hurtigt.
Hun krøb langs bævende med kulde og sult - en meget billede af sorg, den lille stakkel!
Flager af sne dækkede hendes lange fair hår, som faldt i smukke krøller rundt om hendes hals; Men, selvfølgelig, hun aldrig engang nu troede. Fra alle vinduer lysene glimtede, og det duftede så lækkert som stegt gås, for du ved, det var nytårsaften; Ja, i det hun troede.
I et hjørne, dannet af to huse, som en avanceret mere end den anden, satte hun sig ned og cowered sammen. Hendes små fødder, hun havde trukket tæt op til hende, men hun voksede koldere og koldere, og gå hjem, hun ikke vovede, for hun ikke havde solgt nogen kampe og kunne ikke få en skilling af penge: fra sin far ville hun helt sikkert få slag, og hjemme det var koldt, for over hende, hun havde kun taget , gennem som vinden peb, selvom de største revner var stoppet med halm og klude.