et slag i ansigtet på arkitekter som Børge Mogensen og Poul Volther og hele den moderne møbelideologi.
Det var ikke en udvikling, der passede Børge Mogensen. I sit tilbageblik fra 1956 på introduktionen af de første FDB-møbler i 1944 havde han allerede været en smule skeptisk over for den udvikling, møblerne havde taget efter pionerarbejdet i 1940èrne. Dengang var der en enkel linje i møblerne, som han savnede i Fællesforeningens seneste frembringelser: »At tjene den jævne borger er lov for den kooperative bevægelse, og jeg mener, F.D.B. ved klart at holde sig dette for øje har en stor mission på møbelmarkedet.
Der var begyndt at gå mode i det, mente Mogensen, og det fik folk til at skifte møbler, som de skiftede hat. Allerede i 1956 havde Børge Mogensen altså et bekymret øje for den udvikling, som senere med usvigelig sikkerhed skulle bidrage til at bringe ikke bare FDB-møbler, men moderne dansk møbeldesign mere generelt i vanskeligheder i løbet af 1960èrne.
Problemet var ikke så meget, at folk skiftede møbler, som de skiftede hat. Problemet var, at Børge Mogensen og hans ligesindede ikke ville erkende, at der var brug for en ny fortælling. I stedet holdt de fast i den patriarkalske tilgang, hvor de vidste, hvilke møbler der var bedst for de danske hjem.
Når det blev mere og mere tydeligt, at moderne møbler og også FDB-møbler var en stilart og derfor var forbundet med smag og mode, skyldtes det måske netop, at møblerne efterhånden var på vej til at blive den succes, som arkitekterne havde håbet; bare ikke helt på den måde, de havde ønsket sig.
Flertallet af forbrugere var ikke interesserede i arkitekternes ideologiske projekt, men de var i allerhøjeste grad interesserede i den fortælling, der fulgte med møblerne, fordi den passede som fod i hose til deres egne kulturelle projekter på det tidspunkt. Moderne møbler og ikke mindst FDB-møbler blev bærere af betydninger, der var vigtige for en stor gruppe af forbrugere. Det var mennesker fra den voksende middelklasse, som kunne bruge møblerne til at signalere, at de var moderne og progressive.
Tidløse møbler — eller tidstypiske?
I højere grad end Mogensen, Volther og Johansson, blev det imidlertid Jørgen Bækmark, der for alvor skulle mærke de samfundsmæssige forandringer, der førte et nyt møbelsyn med i sit kølvand. Bækmark tog over fra Johansson i oktober 1958,
og han blev på posten i ti år. Dermed blev han den møbelarkitekt, der var tilknyttet FDB Møbler i længst tid.
Jørgen Bækmark bidrog, ligesom de tidligere ledere aftegnestuen, markant til FDB's kollektion afmøbler. Han var imidlertid ikke så produktiv som sine forgængere. Bækmark havde ifølge Dansk Kunsthåndværkerleksikon ikke nogen stor produktion bag sig som møbeltegner, men han har øvet indflydelse gennem sit seriøse arbejde for Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeningers møbeltegnestue ... Af hans gode arbejder er den lille pindestol, som han tegnede for FDB. Den er funktionel, velproportioneret og billig, og den kan skilles ad til forsendelse. Et godt industriprodukt«.
Det gode industriprodukt J108 vandt i 1971 en hæderspris fra Møbelfabrikant-