Nonproduction. Et besynderligt navn for en sammenslutning af unge, håbefulde danske møbeldesignere, som stort set ikke har andet i hovedet end at få deres ideer sat i produktion.
Ikke desto mindre er det, hvad de fem stiftere døbte sig selv, da de dannede gruppen i 2001 i forbindelse med møbeludstillingen CPH Furniture i Øksnehallen, København. Siden voksede gruppen til ni, og i dag to et halvt år efter er flere af designerne i Nonproduction på vej til at få deres borde, stole, lamper, senge m.m. sat i produktion.
Der kom for alvor skred i det i april, da de unge danskere fik deres egen stand på verdens største og vigtigste møbelmesse i Milano, i den specielle talentzone SaloneSatellitte. Her havde Nonproduction-folkene travlt med at dele visitkort ud til højre og venstre samt tale med møbelfolk og indretningsarkitekter fra hele verden. En »typisk skandinavisk stand,« lød det fra mange, der henvendte sig, og det er i møbelkredse en kompliment af de større.
For to af gruppens medlemmer, Hans Chr. Plough og Michael Poulsen, gav messen et særdeles kontant resultat, da en nogle japanske møbelfolk kom forbi på udkig efter skandinavisk design, ikke det gamle velkendte fra Jacobsen og Wegner, men noget nyt og dugfriskt. De forelskede sig i de to danskeres raffinerede barstol i stavlimet egetræ, og den er nu sat i produktion og vil til december være i handlen i Japan og USA. Og hjemme i Danmark sidder Michael Poulsen nu og drømmer om, at et par hoteller eller flere vil indrette deres lobbyer med netop hans og kollegaens stole.
Her et halvt år efter har Milano-feberen lagt sig, men optimismen er stadig i behold, selv om der kan være langt fra en positiv interesse, og til at ens møbel bliver solgt til rigtig, levende mennesker.
Men hvorfor er det nødvendigt for en talentfuld og ambitiøs designer at gå sammen med andre?
»Skal du slå igennem, er det især vigtigt at markere dig på messerne, men det ser ikke ud af meget, hvis man står der alene med en enkelt prototype eller to. Er vi pludselig ni, der udstiller sammen, virker det stærkere, og chancen for at blive lagt mærke til bliver langt større,« siger en af designerne fra Nonproduction Rikke Arnved.
Ni designere har tilsammen større viden og erfaring end én designer, er bl.a. filosofien i Nonproduction. Op til Milano-messen var det en fordel at være flere, som kunne supplere hinanden med at søge penge fra sponsorer, en stand på Milano-messen, koster nemlig mange penge, få trykt brochurer, der kunne præsentere designernes arbejde på en eksklusiv måde m.m. I det daglige bruger de også hinandens viden, alle kontakter verden over er f.eks. samlet i en fælles mappe, som alle benytter. Og selvfølgelig spørger man hele tiden hinanden til råds.
»Netværket sparer os for en mase arbejde, så der bliver mere tid til at designe møbler,« siger de i gruppen.
»Men vi har helt bevidst valgt ikke at danne et firma,« siger en anden af designerne, Anders Rugaard. »Vi er ikke interesseret i at lave en fælles kollektion, men tror på, at vores egne ideer er stærke nok alene.«
Der er heller ingen bestemt linje i de ting, som gruppen laver, og så alligevel.
»Fælles for os er nok, at vi alle godt kan lide at lege, ikke for legens skyld, men for at få noget nyt frem i det vi laver. Vores møbler er også typisk meget lette i konstruktionerne, vi er lidt minimalister.«
Nonproduction bliver dog aldrig et sted for veletablerede designere, der har deres på det tørre. Derfor siger »reglerne« også, at hvis et af medlemmerne opnår et gennembrud, er det farvel til Nonprodution, der i stedet for skal give plads til en »ny energisk og ambitiøs novice«, som det hedder i gruppens koncept.
»Fordi man får et par møbler i produktion, skal man ikke nødvendigvis forlade gruppen. Men den dag, at ens personlige karriere kører så godt, at man ikke har tid og overskud til Nonproduction, så er det forbi,« siger Christiane Thomsen.
»Vi har med den regel også villet undgå, at vi ender som en sløv, sat gruppe, der kører videre og videre,« siger Anders Rugaard.
Så I vil ikke sidde her som 48-årige?
»Nej da, det ville være frygteligt,« svarer Christiane Thomsen. »Det ville betyde, at vi ikke havde opnået noget af det, som vi går efter.«
Nonproduction. Et besynderligt navn for en sammenslutning af unge, håbefulde danske møbeldesignere, som stort set ikke har andet i hovedet end at få deres ideer sat i produktion.
Ikke desto mindre er det, hvad de fem stiftere døbte sig selv, da de dannede gruppen i 2001 i forbindelse med møbeludstillingen CPH Furniture i Øksnehallen, København. Siden voksede gruppen til ni, og i dag to et halvt år efter er flere af designerne i Nonproduction på vej til at få deres borde, stole, lamper, senge m.m. sat i produktion.
Der kom for alvor skred i det i april, da de unge danskere fik deres egen stand på verdens største og vigtigste møbelmesse i Milano, i den specielle talentzone SaloneSatellitte. Her havde Nonproduction-folkene travlt med at dele visitkort ud til højre og venstre samt tale med møbelfolk og indretningsarkitekter fra hele verden. En »typisk skandinavisk stand,« lød det fra mange, der henvendte sig, og det er i møbelkredse en kompliment af de større.
For to af gruppens medlemmer, Hans Chr. Plough og Michael Poulsen, gav messen et særdeles kontant resultat, da en nogle japanske møbelfolk kom forbi på udkig efter skandinavisk design, ikke det gamle velkendte fra Jacobsen og Wegner, men noget nyt og dugfriskt. De forelskede sig i de to danskeres raffinerede barstol i stavlimet egetræ, og den er nu sat i produktion og vil til december være i handlen i Japan og USA. Og hjemme i Danmark sidder Michael Poulsen nu og drømmer om, at et par hoteller eller flere vil indrette deres lobbyer med netop hans og kollegaens stole.
Her et halvt år efter har Milano-feberen lagt sig, men optimismen er stadig i behold, selv om der kan være langt fra en positiv interesse, og til at ens møbel bliver solgt til rigtig, levende mennesker.
Men hvorfor er det nødvendigt for en talentfuld og ambitiøs designer at gå sammen med andre?
»Skal du slå igennem, er det især vigtigt at markere dig på messerne, men det ser ikke ud af meget, hvis man står der alene med en enkelt prototype eller to. Er vi pludselig ni, der udstiller sammen, virker det stærkere, og chancen for at blive lagt mærke til bliver langt større,« siger en af designerne fra Nonproduction Rikke Arnved.
Ni designere har tilsammen større viden og erfaring end én designer, er bl.a. filosofien i Nonproduction. Op til Milano-messen var det en fordel at være flere, som kunne supplere hinanden med at søge penge fra sponsorer, en stand på Milano-messen, koster nemlig mange penge, få trykt brochurer, der kunne præsentere designernes arbejde på en eksklusiv måde m.m. I det daglige bruger de også hinandens viden, alle kontakter verden over er f.eks. samlet i en fælles mappe, som alle benytter. Og selvfølgelig spørger man hele tiden hinanden til råds.
»Netværket sparer os for en mase arbejde, så der bliver mere tid til at designe møbler,« siger de i gruppen.
»Men vi har helt bevidst valgt ikke at danne et firma,« siger en anden af designerne, Anders Rugaard. »Vi er ikke interesseret i at lave en fælles kollektion, men tror på, at vores egne ideer er stærke nok alene.«
Der er heller ingen bestemt linje i de ting, som gruppen laver, og så alligevel.
»Fælles for os er nok, at vi alle godt kan lide at lege, ikke for legens skyld, men for at få noget nyt frem i det vi laver. Vores møbler er også typisk meget lette i konstruktionerne, vi er lidt minimalister.«
Nonproduction bliver dog aldrig et sted for veletablerede designere, der har deres på det tørre. Derfor siger »reglerne« også, at hvis et af medlemmerne opnår et gennembrud, er det farvel til Nonprodution, der i stedet for skal give plads til en »ny energisk og ambitiøs novice«, som det hedder i gruppens koncept.
»Fordi man får et par møbler i produktion, skal man ikke nødvendigvis forlade gruppen. Men den dag, at ens personlige karriere kører så godt, at man ikke har tid og overskud til Nonproduction, så er det forbi,« siger Christiane Thomsen.
»Vi har med den regel også villet undgå, at vi ender som en sløv, sat gruppe, der kører videre og videre,« siger Anders Rugaard.
Så I vil ikke sidde her som 48-årige?
»Nej da, det ville være frygteligt,« svarer Christiane Thomsen. »Det ville betyde, at vi ikke havde opnået noget af det, som vi går efter.«
翻訳されて、しばらくお待ちください..