MM: »Der var engang, hvor Lars fik en isklump i hovedet. Det var dengang vi boede på Østerbro.«
LM: »Hold kæft, det er præcis den samme episode, jeg tænker på! Jeg var så glad og skulle bare ned og lege, og næppe var jeg trådt ud i gården, før jeg fik en isklump lige i snotten og fik en ordenligt blodtud.«
MM: »Lars kom op og var meget ked af det. Så måtte jeg lige ned og smadre dem alle sammen, fordi de havde været lede ved ham. Og så fik jeg selvfølgelig også en isklump i hovedet.«
Men det var dig, lillebroderen, der var den beskyttende?
LM: »Mads var altid den udfarende. Jeg var mere skrøbelig, sådan var det bare. Kan du huske i skolen, i én af de første klasser - engang var der én fyr, der sparkede...«
MM: »...Træsko-Jens, ja!«
LM: »...sparkede mig lige i nosserne med sine træsko. Så fik han bank af dig.«
MM: »Han sparkede også mig. Men jeg nægtede at vise, at det gjorde ondt.«
LM: »Jeg var typen, der knækkede sammen med det samme og sagde AV!«
MM: »I mange situationer var rollerne byttet om dengang. Selv om jeg som lillebror var fysisk mindre end dig.«
LM: »Jeg var for tynd og ranglet, derfor turde jeg ikke slås. Men det kom jo hen ad vejen. En dag slog jeg fra mig, og siden var der ingen, der rørte mig. Men jeg har aldrig haft lyst til at slå. Det er noget med et temperament, som jeg havde svært ved at styre.«
MM: »Du var nok mere usikker end jeg, og det var meget tydeligt dengang. Det betød f. eks. utroligt meget for Lars, om han var med i gruppen. Jeg var bedøvende ligeglad, og hvis der var en gruppe, jeg gerne ville med i, skulle jeg nok sørge for at komme det.«